20230930-Skiathos-vandring 20230930-Skiathos-vandring

Snorkling med børn i Grækenland

I efteråret rejste vi en uge til Skiathos for at vandre, snorkle og slappe af. Turen var en gave ifm. med min mors 65 års fødselsdag, hvor børn, svigerbørn og børnebørn var inviteret til en uges oplevelsesferie og hygge. Og hvilken skøn gave. En ferie fyldt med oplevelser, som vi har delt og nydt at snakke om lige siden. Vi rejste med Apollo.

Børnene havde hele året øvet med svømmebriller og snorkel i badekaret, i svømmehallen og i den lokale sø. De var derfor så klar til at gå på opdagelse under overfladen, og sikke en oplevelse. Når man står og spejder ud over havet er der ikke meget at se, men under overfladen venter fisk i alverdens farver, søpindsvin, søstjerner og blæksprutter. På stranden var der insekter, snegle og massevis af små krebs. Børnene kunne bruge timevis i strandkanten, på klipperne og i vandet.  

For at give børnene en mere behagelig oplevelse i vandet, havde vi våddragter med. Det hjalp børnene med at holde varmen og samtidig beskyttede dragten mod solens stråler. Begge børn havde bælte på hele tiden, da der hurtigt bliver dybt. Efter en halv times tid måtte alle op i solen for at blive varmet igennem. For derefter at snorkle videre. De dage hvor vejret var bedst, var vi på stranden hele dagen, kun afbrudt af lidt middagsmad i skyggen.

Men der kom også dage med regn og vind. Netop i uge 39 i 2023 var Grækenland ramt af endnu en storm, denne gang var det stormen Elias der rasede. Værst ramt var fastlandet, men vi fik også en dag med massiv regn og stormvejr, så palmerne stod sidelæns. Denne dag blev vi mest indenfor med spil, røverhistorier og snacks.

Dagen efter klarede det op op ad dagen, og vi kunne komme på en mindre vandretur på øens sydvestligste spids ved stranden Paralia Mpanana og omkring søen Limni Strofilias. Skoven og klipperne langs kysten var flotte, men de mange myg omkring søen kunne vi godt have været foruden.

Mere held havde vi med turplanlægningen et par dage efter, hvor vi tog bussen sydpå og stod af ved hotellet Silver Beach Koukounaries. Herfra gik vi nordvest på, af nogle grusveje og stier gennem et større skovområde, til “restaurant” Mandraki, på Elias Beach. Der var ok med skilte til de nærliggende strand og beværtninger, men på strandene havde den seneste tids stormvejr, sat sit præg. Vi støttede selvfølgelig strandrestauranten ved at købe forsyninger, og fik en snak om vejrets grusomheder.

Flere af de restaurant- og butiksejere som vi snakkede med, havde valgt at lukke deres butik ned før efterårsferien i år, da risikoen for at få ødelagt deres bygning pga. storm og regn, var for stor. Så flere var i uge 39 ved at montere plader for vinduer og døre, for så at rejse tilbage til fastlandet, og holde en velfortjent ferie.

Det er med blandede følelser at man holder ferie i et land, hvor folk lider som følge af klimaændringerne. Vi snakkede også med en olivenbonde, som knapt nok kunne holde skindet på næsen, eftersom hans oliventræer havde manglet vand hele sommeren, for så nu i sensommeren at stå under vand.

Efter sådan en tur sætter det tankerne igang. Hvad kan man selv gøre ift. vores klimaaftryk. Her i huset gør vi en del synes vi selv. Børnene går i 95% genbrugstøj og vi andre køber også brugt når det er muligt. Vi køber helst brugte genstande, og sælger også selv meget på brugtbørsen. 85% af vores måltider er kødfrie, vi flyver kun hver 3-5 år, cykler mest muligt, dyrker selv en del grønsager i haven mv. Og alligevel er vi nødt til at have 2 biler med de jobs vi har pt., og vi synder helt sikkert også på nogle andre områder. 

Men når det så er sagt, ja så havde vi en fantastisk tur, med enormt mange fede friluftsture og masser af familiær hygge.

God tur !