Pak en simpel rygsæk med mad, drikke, skiftetaske og ekstra tøj, og kom så af sted.
Ud over de mange almindelige ture med baby i barnevognen i det fri, så pakkede vi en dag barnevognen med vores ca. 1 måned gamle baby og vores overnatningsgrej, og så tog vi afsted på vores første friluftstur med overnatning i det fri. Yes…Vi var afsted på en rigtige tur, hvor vi skulle overnatte i shelter. Baby var hjemmefra vandt til både barnevogn, voksi-pose og at sove ude. Ja og maden, den havde mor lige ved hånden, læs brystmælk. Så der var ikke noget fremmed for baby. Alt var næsten som det plejede. I nat blev barnevognen bare skiftet ud med en shelter.
Vi havde valgt en af de shelters der lå tættest på, hvor vi bor. Vi parkerede bilen hvor Jyderupstien møder Slagelsevej, og derfra gik vi gennem skoven og fulgte Jyderupstien nordpå, indtil vi mødte shelter-/ teltpladsen Vedsø Vang, koordinat 55°27’48.8″N 11°29’06.2″E. Vi legede og hyggede med baby i shelteren, for at gøre vores nye overnatningssted så trygt som muligt. Her spiste vi, ved aftentid den tilberedte bålmad, og her sov vi tæt natten igennem. Vi forsøge at få så meget som muligt til at minde om de kendte hjemmelige forhold, så baby ikke på noget tidspunkt følte at der var fare på færde.
Til aften blev der tændt op i bålet, så også de voksne kunne få lidt velfortjent mad og bålhygge. Alt imens sansede baby de nye indtryg, og efter lidt tid gik vi alle til ro i shelteren. Baby i sin voksipose, og forældrene i hver deres sovepose. I løbet af natten kom baby over i mors sovepose, hvor der var mad og varme. Næste morgen vågnede vi til fuglenes kvidren, og det gik op for os, at vi alle tre netop havde overlevet vores første rigtige sheltertur.
Da kalenderen på denne tur kun sagde maj måned, var der fortsat ingen udfordringer med myg. Men på næste tur aftalte vi, at vi ville afprøve teltet, da dette giver en anden sikkerhed både mht. insekter og regn og vind.
Jeg hører flere sige at det er udfordrende at komme afsted med børn og især babyer. Og ja det kan det til tider også være. Der sker ofte uforudsete hændelser lige inden man skal ud af døren, og timingen med mad, bleskift, lure mv. kan være en kabale, der er svær at få til at gå op. Men det er her vi som forældre skal huske på, at det skal være hyggeligt og simpelt. Og fordelen ved at starte når børnene er helt spæde er, at de bare følger med forældrene og nyder selskabet. Det skal vi som forældre benytte os af, hvis vi gerne selv vil afsted. Vi har gået mange korte ture med barnevognen pakket til både shelter- og telttur. Vi har gået 2 km ud i den lokale skov og holdt pit i en shelter, spist jordbær og leget i en halv time, og så gået hjem igen. Andre gange er vi, som beskrevet herover, blevet natten over. Det betyder ikke så meget, bare man kommer afsted på tur. Hver gang man er afsted, udvider baby sin horisont og føler sig mere og mere tryg. Gå ind på https://udinaturen.dk/ og find de faciliteter der ligger i dit lokalområde.