Efter nogle dejlige juledage med familien besluttede vi os for, at afslutte året i ro og fordybelse – væk fra hverdagens komfort og travlhed. Den 28. og 29. december pakkede vi rygsækkene med kun det mest nødvendige: spisegrej, mad, vand, soveposer, liggeunderlag, stearinlys, bøger og kortspil. Turen gik til en lille off-grid hytte ved Bromme Lillesø nær Sorø, som vi havde fået lov at låne af nogle bekendte.
Bromme Lillesø og området
Bromme Lillesø ligger i et naturskønt område omgivet af tæt skov, åbne enge og små stier, der snor sig rundt i området. Søen, som er en del af det gamle Bromme Plantage-område, er kendt for sit rige dyreliv og den særlige ro, der hersker her. Få kender til stedet. Om vinteren står landskabet stille, men vi nød at udforske skoven og gik også en tur til vores kendte svampested for at se, om der var lidt vintersvampe – og det var der faktisk! Dog ikke nogle vi havde lyst til at spise. Den milde vinter havde ladet enkelte svampe stå entakte, og børnene var ellevilde over at finde dem.

Livet i en off-grid hytte
Hyggeligt pakket ind i den lille hytte gik vi hurtigt i gang med de praktiske opgaver, der følger med at bo off-grid. Hytten, som har historie tilbage fra krigens tid, fungerede oprindeligt som barak for tyske soldater, senere blev den flyttet til denne lokation. Det var fascinerende at tænke på, hvordan stedet havde været vidne til en helt anden tid.
Med en brændeovn og en åben pejs som varmekilder, var der god mulighed for at varme den iskolde hytte op. Først tændte vi op i den solide, norske Jøtul-brændeovn for at varme skorstenen op og skabe godt træk, og derefter kunne vi trygt tænde op i pejsen uden at få røg i hytten. Brændeovnen blev hurtigt vores praktiske arbejdshest – den var perfekt til at koge vand og lave mad på – mens pejsen gav os hyggelige stunder med udsyn til flammerne.

Daglige sysler og ro i naturen
Meget af vores tid gik med små, praktiske sysler. Vi huggede brænde, kogte vand, spillede kort, tenede og læste. Vi fik også tid til at servicere hytten lidt. Der blev fejet spindelvæv væk og gulvet blev fejet, så hytten var klar til de næste besøgende. Børnene brugte lang tid på at bygge små insekthoteller til skovens mange små beboere, og vi tog flere ture i skoven – både i dagslys og i mørket med lommelygter.
Når man bor off-grid, mærker man hurtigt, hvordan tiden ændrer sig. De daglige opgaver kræver fokus og tilstedeværelse, og der er ingen distraktioner i form af telefoner eller internet. Det giver plads til nærvær og refleksion. For os, der til daglig bor i et parcelhus med alle moderne bekvemmeligheder, var det en befrielse at leve simpelt og langsomt for en stund. Lidt ligesom den frihed vi oplever når vi er på telt- eller sheltertur.
En mus som nattevenskab
Om natten havde vi selskab af en lille mus, der boede i ydervæggen. Dens små kradselyde var på en eller anden måde beroligende og mindede os om, at vi ikke var alene i skoven. Børnene syntes, det var spændende, og vi endte med at give musen et navn. Benny var det vist.
Fordelene ved at leve off-grid
Turen til hytten mindede os om vigtigheden af at sænke tempoet. Når man lever off-grid:
- Kommer man tættere på naturen: Det giver en dybere forståelse for dens rytmer og ro.
- Bliver man mere bevidst om ressourcer: Hvert stykke brænde og hver dråbe vand føles værdifuld.
- Oplever man nærvær: Uden digitale forstyrrelser er der tid til at være sammen som familie.
- Får man mentalt overskud: Den enkle livsstil og de fysiske opgaver hjælper med at rydde tankerne.
Afslutning på en skøn tur
Da vi afsluttede vores tur og gik tilbage til bilen, var vi enige om, at det havde været en af de bedste måder at afslutte året på. Bromme Lillesø og den lille hytte gav os præcis den ro og fordybelse, vi havde brug for – og vi ser frem til at vende tilbage en dag.
God tur!