Friluftsliv, MTB og naturoplevelser i Nordjylland
Hvert år i efterårsferien lejer vi et sommerhus, og i år gik turen til Klim Strand i det nordvestlige Jylland. Her fik vi en uge fyldt med hygge, friluftsliv og masser af udendørs aktiviteter for hele familien. Området er perfekt for børnefamilier, der elsker naturen, da der er rig mulighed for både cykel- og gåture i de naturskønne omgivelser.

MTB-spor og naturlegepladser for børn ved Slette Strand og Hjortdal
På vores første dag besøgte vi MTB-sporet ved Slette Strand. Her ledte vi efter børnesporet, men valgte at tage videre til Hjortdal, da vi ikke kunne finde det. I Hjortdal bag kirken fandt vi et blåt MTB-spor, som er helt ideelt for børn og begyndere. Sporet har små pukler og få rødder, hvilket gør det perfekt til vores 8-årige søn, der var begejstret for den udfordrende men sikre kørsel. Området byder også på en dejlig naturlegeplads, hvor vi nød frokost, inden vi afsluttede dagen med at finde kantareller til aftensmaden.
Bulbjerg Klint: Geologisk skat og historie for hele familien
Dag 2 tog vi bilen til Bulbjerg Klint, en imponerende kalkstensklint, som rager 47 meter op over havet. Klinten er dannet af kalksten fra et hav, der dækkede området for 65 millioner år siden, og i kalken kan man finde forstenede søpindsvin og flintlag, hvilket gør det til en spændende geologisk destination for både børn og voksne. På toppen af klinten er der også et lille museum, hvor man kan lære om områdets natur og forsvarsværkerne fra 2. verdenskrig.
Fra toppen af klinten har man en fantastisk udsigt over havet, og 80 meter fra kysten kan man se resterne af Skarreklit, en tidligere 16 meter høj kalkstenformation, som blev ødelagt af en storm i 1978. Bulbjerg er desuden Danmarks eneste fuglefjeld uden for Bornholm, hvilket gør stedet særligt interessant for naturelskere. Efter en gåtur i klitterne og en cykeltur ad Vestkyststien gennem Vester Thorup Klitplantage, nåede vi naturlegepladsen i Vester Thorup, hvor børnene legede, og vi fandt et lille grønt MTB-spor til vores 6-årige.

Historie og fossiljagt ved Klim Bjerg
På dag 3 cyklede vi fra sommerhuset til Klim Bjerg, en kalkknold, der blev dannet for omkring 65 millioner år siden. Efter at have udforsket den naturskønne hjertesti, besøgte vi Klim kalkovn, som blev bygget i 1943 og var i brug indtil 1977. Her lærte vi om det hårde arbejde, som foregik i ovnen og kalkbruddet, og børnene fandt det spændende at se, hvordan kalkbrydningen påvirkede livet i området dengang.
Vi sluttede dagen af med at besøge kalkbruddet, hvor hammer og mejsel blev fundet frem til en fossiljagt. Det var en stor succes, da vi fandt otte flotte fossiler af søpindsvin og muslinger – en sjov og lærerig oplevelse for både børn og voksne.


Svømmehal og fiskebåde ved Klim Strand
Dag 4 bød på lidt regn, så vi besluttede at tage i svømmehallen ved Klim Camping. Svømmehallen er åben for ikke-gæster og har både varmtvandsbassin, 20 meter svømmebassin med forhindringsbane, vandrutsjebane og en lille klatrevæg – alt sammen perfekte faciliteter til børn. Efter et par timer i vandet, spiste vi frokost i Vester Thorup Fiskehus, hvor vi købte friskfanget havtaske til aftensmaden. På stranden ved Vester Thorup fik børnene lov til at klappe fiskebådene, som netop var trukket op på stranden efter dagens fisketur – en hyggelig oplevelse, der gav indsigt i det lokale fiskerliv.
Familievenlige MTB-spor i Kollerup Plantage
Den sidste hele dag brugte vi på det blå MTB-spor i Kollerup Plantage. Sporet er perfekt til børn, som har en smule erfaring med MTB, og vores 6-årige klarede de fleste sektioner, mens vores 8-årige fløj gennem både rødder og sand med imponerende kontrol. Undervejs holdt vi små pauser, hvor børnene fik fyldt depoterne med vingummi – en effektiv måde at holde energien oppe på. Efter halvanden times kørsel vendte vi tilbage til bilen, og derhjemme lavede vi pandekager over bål, mens børnene legede med stylter på den store naturgrund ved sommerhuset.
Afslutning på ferien: MTB-spor i Undallslund
På vejen hjem mod Sjælland tog vi en sidste tur på MTB-sporet ved Trailcenteret i Undallslund, tæt på Viborg. Det letkørte grønne spor er ideelt for børn, der lige er begyndt med MTB, og begge vores børn fik givet den gas på sporet. Det var en perfekt afslutning på en skøn ferie med masser af MTB-kørsel og naturoplevelser.

God tur !